Horesta

 

Nyheder

Stor julegave med penge på vej til virksomhederne

Branchenyt05. dec 2017

Der er indbetalt for mange penge fra virksomhederne til voksenuddannelse og efteruddannelse (VEU). Det betyder, at virksomhederne sammenlagt får 680 mio. kr. tilbage. Har en virksomhed indbetalt det fulde VEU-bidrag gennem en toårig periode vil det give en tilbagebetaling på 520 kr. pr. medarbejder.

Det samlede beløb, der tilbagebetales til den enkelt virksomhed, vil fremgå af ATP’s Samlet Betaling, som virksomhederne modtager den 15. eller 16. december 2017.

Tilbagebetalingen blev aftalt i trepartsaftalen fra oktober 2017 om styrket og mere fleksibel voksen-, efter- og videreuddannelse. I aftalen lyder det, at private arbejdsgivere og offentlige virksomheder, der agerer på markedsvilkår, får tilbagebetalt i alt 680 mio. kr. i 2017. Tilbagebetalingen skyldes, at der i en årrække har været en stor ubalance mellem virksomhedernes indbetalinger til VEU-godtgørelse og de faktiske udbetalinger af VEU-godtgørelse.

For at undgå, at tilbagebetalingen rammer skævt i forhold til sæsonudsving, knyttes den til virksomhedernes bidrag, der er indbetalt over to hele år. Såfremt en virksomhed har betalt VEU-bidrag for hele den toårige periode fra og med 3. kvartal 2015 til og med 2. kvartal 2017, bliver der tilbagebetalt 520 kr. pr. medarbejder.

Det samlede tilbagebetalte beløb fratrækkes virksomhedens AUB-bidrag for indeværende periode og fremgår af posten ”AUB” på opkrævningen. Typisk vil virksomhederne således ikke opleve tilbagebetalingen som en udbetaling, men derimod som en modregning, der reducerer det samlede beløb, som de skal betale til ATP.

”Virksomhederne med overenskomst i vores branche er blandt dem, der i en årrække har indbetalt et stort beløb til efteruddannelse af medarbejderne, som ikke er blevet brugt. En del af de penge får virksomhederne med trepartsaftalen tilbage. Det er meget positivt”, udtaler Marianne Kragh, uddannelseschef ved HORESTA.

Med trepartsaftalen vil budgettering og opkrævning af virksomhedernes VEU-bidrag til den kollektive finansiering af VEU-godtgørelse m.v. fremadrettet blive afstemt retvisende efter det reelle behov. Virksomhederne betaler dermed mindre, hvis behovet bliver mindre – og omvendt, hvis aktiviteten stiger. Opkrævningerne bliver således mere retvisende, og fremtidig opsparing af uforbrugte VEU-midler undgås.

 

Kommentarer